




| Elevhåndbog A-Z |
|
Adresse- og navneændringer
Befordringsgodtgørelse
Hvis du har mindst 23 timers undervisning pr. uge, kan du søge om hjælp til udgiften til offentlig transport mellem bopæl og skole. Du skal selv betale et minimumsbeløb pr. måned. Du skal søge via hjemmesiden www.uddannelseskort.dk.
Bestyrelsen
Bestyrelsen består af 8 medlemmer med stemmeret samt nogle "observatører".
Skolen er repræsenteret ved 2 ansatte og 2 elever. Rektor og vicerektor er tilforordnet bestyrelsen uden stemmeret. Bestyrelsen fastlægger blandt andet de overordnede retningslinjer for fordelingen af midlerne på skolens budget, hvilke fag skolen udbyder, og hvilke hold der oprettes. Bestyrelsen træffer også beslutning om ferieplanen og fastsætter skolens ordensregler.
Besøg
Det er tilladt, at elever modtager besøg på skolen, men besøgende skal altid henvende sig på kontoret.
Bibliotek
Biblioteket er decentraliseret i form af fagbiblioteker, som er placeret i flere mindre lokaler. Fagbibliotekerne er aflåste, og du har adgang med din lærers tilladelse.
Bogudlån
De fleste undervisningsbøger låner du på skolen, men du skal selv betale nogle (ord)bøger, lommeregner og papir. Du kan forvente udgifter på op til 2.500 kr.
Du har ansvaret for de lånte bøger. Du skal passe godt på dem, og du må ikke skrive i dem. Gennemse bøgerne ved udlån, så du ikke senere bliver afkrævet erstatning for en defekt bog. Du skal binde bøgerne ind, og du skal skrive navn og klasse i bogen. Du skal skrive under ved alle boglån.
Hvis du melder dig ud af skolen før tid, skal du aflevere bøgerne til medarbejderne i bogdepotet. Bogdepotet er åbent på skoledage fra 9.15 til 12.45.
Edb-lokalerne på reposen, nr. 15 og nr. 47
Du har adgang til lokalerne på tidspunkter, hvor lokalerne ikke benyttes til undervisning eller møder. Der gælder følgende regler for benyttelse af lokalerne:
1: - mad og drikkevarer må ikke medbringes i lokalet,
2: - du skal selv sørge for at medbringe usb-nøgle,
3: - du skal følge personalets anvisninger,
4: - du må ikke slette eller indlægge filer permanent på harddisken.
Edb-lokale nr. 27
Dette lokale er et undervisningslokale, der kun må benyttes af lærere og elever i forbindelse med undervisning i et fag.
EDB-ordensregler for anvendelse af skolens computere og netværk
Skolens computere er beregnet til undervisningsformål. Al anden brug - herunder kommerciel - må ikke finde sted.
Du skal overholde god etik på internettet. Du må f.eks. ikke sende anonym e-post eller på anden vis genere andre brugere af nettet. Almindelige danske og internationale love og regler om ophavsret m.m. skal overholdes af brugeren.
Enhver brug af computere og nettet, som efter skolens vurdering enten er ulovlig eller er skadelig for skolens omdømme eller virksomhed, er forbudt.
Skolen forbeholder sig ret til at standse brug af computere og nettet, der medfører unødig stor belastning af skolens netværk.
Du har selv ansvaret for de handlinger, som du foretager (udtalelser, kopiering m.m.).
Undgå unødig udskrivning - vær både økonomisk og økologisk.
Ekskursioner og studierejse
Ekskursioner og studierejse afholdes i skoletiden, og det behandlede stof indgår i eksamensopgivelserne. Alle elever på et hold skal normalt deltage i en tur. Det er desværre ikke muligt at dække elevernes udgifter til turene. Du må derfor i løbet af skoletiden påregne udgifter til sådanne arrangementer, i alt cirka 4.000,- kr.
Opsparingen til studierejsen starter ved indmeldelsen med afdrag i august og september. Elever med meget tvingende grunde kan anmode rektor om tilladelse til ikke at deltage i studieturen. De elever, som har fået tilladelse til ikke at deltage i studieturen, arbejder hjemme på skolen med det samme tema som de rejsende elever.
Elevråd
Det er af stor vigtighed, at eleverne får organiseret et velfungerende elevråd.
Vigtigst er det at få valgt to repræsentanter fra hver klasse, som deltager i elevrådsmøderne.
I slutningen af august bliver der valg til elevrådet i de nye klasser - og der vil blive afholdt et kursus for og med elevrådet, så snart det nye elevråd er valgt.
Ordinære elevrådsmøder lægges rullende i skoletiden.
Ferieplan
For eleverne ser ferierne i skoleåret 2010/2011 således ud (alle dage er inkl.):
Efterårsferie (uge 42) ma den 18. - fr den 22. oktober 2010
Juleferie on den 22. - fr den 31. december 2010
Vinterferie (uge 7) ma den 14. - fr den 18. februar 2011
Påskeferie ma den 18. - ma den 25. april 2011
St. bededag fr den 20. maj 2011
Kristi Himmelfartsdag to den 2. juni 2011
2. pinsedag ma den 13. juni 2011
Elevernes sommerferie starter ma den 27. juni 2011
Forsikring
Skolen har ingen muligheder for at forsikre dine private ejendele eller penge. Da det er umuligt at holde skolen under konstant opsyn, opfordrer vi dig til at tegne en forsikring og i øvrigt altid at tage værdigenstande med ind i klassen.
Pas især på ikke at efterlade værdigenstande, penge og dyrt tøj i idrætsomklædningsrum o. lign. steder. Computere til terminsprøver og eksamen skal du også selv sørge for at have forsikret.
Du skal også have en ansvarsforsikring i tilfælde af, at du beskadiger skolens eller andre elevers ejendele.
Skolen kan heller ikke forsikre dig mod ulykker på skolen. Du skal selv tegne ulykkesforsikring.
Fotokopiering
Eleverne har deres egen fotokopieringsmaskine på reposen. Maskinen betjenes med et kort, som kan købes i kantinen.
Fredagscafé
Ca. en gang om måneden frem til udgangen af april afholdes der fredagscafé. Caféen begynder kl. 14.00 og slutter kl. 17.00. Der en god stemning til cafeerne, der styres af et udvalg af elever og lærere.
Fællestimer
I løbet af skoleåret er der et antal arrangementer af kulturel, politisk eller kunstnerisk art - normalt for hele skolen. De planlægges af Aktivitetsudvalget (der har 4 elevrepræsentanter), så vidt muligt i overensstemmelse med elevønsker, og de annonceres ved opslag. Fællestimerne er en obligatorisk del af undervisningen, og der er derfor mødepligt til arrangementerne.
Glemte sager
Fundne genstande (nøgler, punge og lign.) indleveres til kontoret. Hvis du har mistet noget, skal du meddele det på kontoret, og vi vil forsøge at finde det, du har mistet.
Hjemmeside
Skolens hjemmeside findes på adressen www.aarhusakademi.dk. Hjemmesiden består af en udadvendt del, hvor der orienteres om HF- og studenterkursus, og en indadvendt del, der blandt andet giver adgang til skolens konferencesystem.
Idræt
Idræt foregår i Vejlby-Risskov Centrets lokaler.
Har du idræt om morgenen, møder du i Centret, så du er omklædt og klar til at blive afkrydset for tilstedeværende kl. 8.00. Timerne slutter kl. 10.20, og du skal selv sørge for at komme op til Akademiet til timer kl. 11.00.
Har du idrætstimer om eftermiddagen slutter timerne her, så du skal ikke tilbage til Akademiet.
Inga og Svend Andersens elevfond
I forbindelse med skolens 50 års jubilæum i 1983 uddeltes for første gang midler fra
"Inga og Svend Andersens elevfond", som blev oprettet af rektor Svend Andersen i 1969.
Der uddeles en portion på kr. 3.000,- kr. hvert andet år til en tidligere elev fra skolen.
Fonden modtager meget gerne bidrag fra alle med interesse for skolen.
Kantinen
Kantinen virker efter cafeteria-princippet. Der bages hver dag friskt brød, og der tilbydes både kolde og lune retter til priser, som vi holder så lave som muligt.
Der er selvafrydning. Service må ikke fjernes fra kantinen eller bringes med ud i undervisningslokalerne. Flasker fra automaterne skal afleveres i kantinen efter brug.
Kantinen fungerer som en elev- og personaleforening, og eleverne har to repræsentanter i bestyrelsen. Klasserne rydder på skift op i kantinen efter den store pause.
Kontoret
På Århus Akademi består sekretariatet af flg.: Vibeke Lykke Dalum (SU), Hanne Mogensen (elevforsømmelser studenterkursister og GSK), Ahmet Mizrak (bogholderi, betaling for studietur), Aase Lassen (elevforsømmelser hf-kursister), Majbritt Lassen (løn, ad hoc) og Frank Skafte (bogkælder og edb).
Lectio
Du kan få adgang til programmet Lectio via skolens hjemmeside. Vi forventer, at du holder dig orienteret om eventuelle skemaændringer og beskeder hver dag i Lectio.
I Lectio kan du også følge med i dine forsømmelser, karakterer, studieplan og undervisningsbeskrivelse for de enkelte fag.
Ledelsen
På Århus Akademi består ledelsen af flg.: Rektor Hans Chr. Risgaard (det overordnede ansvar), vicerektor Erik Storm (daglig leder, information), de pædagogiske ledere Tine Berg (skema og årsnorm, valgfag, mundtlig eksamen), Lars Kalstrup (IT, skriftlig eksamen) og Tove Møller (pædagogisk udvikling). Ledelsen træffes normalt på kontoret alle skoledage.
Lektiecafé
Der vil fra september måned blive tilbudt lektiehjælp mandag til torsdag i studieområdet nr. 47.
Mikrobølgeovne
Til fri afbenyttelse - findes i kælder til venstre for trappen.
Opslagstavle
Vigtige meddelelser kan ses på den elektroniske opslagstavle I forhallen.
Protokol
Læreren fører protokol i starten af hver blok og registrerer alle opgaver, der afleveres, i Lectio.
Samarbejdsstrukturen
Skolen har en udvalgsstruktur, hvor visse arbejdsopgaver er uddelegeret til såkaldte hovedudvalg bestående af ledelse, personale og elever.
Skemafri timer
Hvert semester kan der fastlægges et antal skemafri timer, som kan bestilles af elevrådet eller en enkelt klasse.
Elevrådet kan bestille en skemafri time, for at alle klasser kan drøfte et oplæg fra elevrådet. En enkelt klasse kan bestille en skemafri time, hvis den ønsker at drøfte emner af fælles interesse for eleverne i klassen (f.eks. klassearrangementer, problemer i klassen, undervisningsplanlægning).
En skemafri time skal bestilles hos Tine Berg, ledsaget af en kort ansøgning.
Statens Uddannelsesstøtte (SU)
Er du over 18 år, har du ret til SU. Du skal være opmærksom på, at du først kan få SU i kvartalet efter, at du er fyldt 18. SU-reglerne findes på SU's hjemmeside på adressen http://www.su.dk. Det er også her, at du skal søge SU via et selvbetjeningssystem.
Studie- og ordensregler
Skolens ordensregler er vedtaget i 2005 og er sammenfattet som følger. Reglerne revideres efterår 2009:
1. Man må ikke spise mad i undervisningslokalerne, mens der undervises.
2. Man medbringer ikke mad- og drikkevarer i edb-lokalerne, billedkunstlokalet, musiklokalet, i lokale 37 samt i lokale 46 (bag scenen).
3. Man fjerner eget affald efter sig og bruger papirkurvene.
4. Man efterlader lokalet pænt og opryddet.
5. Man stoler op i klasselokalerne efter dagens timer, og den sidste slukker lyset.
6. Man behandler skolens inventar med omtanke.
7. Man må ryge udendørs under overdækningen. Askestandere skal benyttes.
8. Man rydder op i kantinen (salen) - klassevis på skift - efter spisefrikvarteret.
9. Man fjerner ikke service fra kantinen.
10. Man indtager ikke alkohol på skolens område.
11. Man har ikke mobiltelefoner tændt i timerne.
12. Man lytter ikke til musik i timerne eller til eksamen - uden særlig tilladelse.
13. Elever har erstatningspligt i forbindelse med skolens ejendom og værdier.
Rektor kan dispensere fra reglerne i konkrete situationer.
Hvis en elev udøver vold (i eller uden for skolen) eller anden grov kriminalitet, vil eleven normalt blive udmeldt af skolen. Ligeledes vil tyveri på skolen normalt medføre udmeldelse.
Parkering er ikke tilladt i indkørslen til hovedindgangen eller i frakørslen fra kantinen.
Biler og motorcykler skal parkeres på pladsen for enden af skolebygningen eller bag pedelboligen. Cykler og knallerter skal stilles i kælderen eller i stativerne i gården.
Skoledagen ligger normalt mellem kl. 8 og 17 på hverdage. Eleverne skal være til rådighed for undervisning i dette tidsrum.
Skolesamlinger
Der holdes skolesamling i salen 1-2 gange om måneden.. Der er her lejlighed til at give korte meddelelser til alle elever og lærere, og der er ofte underholdning ved enkelte klasser eller elevgrupper. Det er obligatorisk at deltage i morgensamlingerne for lærere og elever, der har undervisning umiddelbart før og/eller efter morgensamlingerne, der normalt ligger tirsdage, onsdage eller torsdage i slutningen af 2. eller 3. blok.
Studievejledning
Skolen har 6 studievejledere. Det er Else Nørby, Birte Schmidt, Peter Hall, Lars Frølund Kristiansen, Birgitte Søndberg og Mette Kristensen. Hver vejleder er normalt tilknyttet 4-5 klasser, men alle elever, også GSK-elever, kan i træffetiden frit henvende sig til en vejleder efter eget valg. Studievejledningen har åbent alle skoledage kl. 9.15-12.45. Vejledningen holder lukket i juli måned. Studievejledningen søger at hjælpe alle elever med studiemæssige og sociale forhold, valgfag, indskoling og udslusning.
Telefoner
Skolen har en mønttelefon i kælderen - tlf. 86 10 24 86.
På kontoret kan vi desværre ikke modtage telefonbesked til dig, med mindre det drejer sig om meget vigtige opringninger. Husk selv at have mønter med til elevtelefonen.
Mobiltelefoner skal være slukkede i timerne.
Timeplan
Undervisningen tilrettelægges i blokke á 75 minutter.
Årsnorm
Skolen planlægger skoleåret ud fra fagenes årsnorm, dvs. det antal klokketimer, som HF- og gymnasiebekendtgørelserne angiver for de enkelte fag. Aflysninger pga. lærerkurser mv. giver altså ikke eleverne færre timer, idet kurserne er indregnet i årsplanlægningen. Når eleverne får aflysninger, betyder det oftest blot, at timerne læses på et senere tidspunkt.
|
||||||||||||||||



For elever